Lørdag d. 27-10 bød MVK’s Herrehold Kolding velkommen til en danmarksserie kamp på hjemmebane.

Kolding klædt i bleggrøn og Midtfyn i mørkeblå. I 1.Sæt viser Midtfyn at de ikke er her for at fjolle rundt, - efter en peptalk fra vores alles Henrik Jørgensen om, hvordan vi ikke har nogle hard-hitters med i dag, så vi måtte skrue bundniveauet helt op på 11 (ud af 10 mulige). Mange af boldene i 1.sæt var lange og fejlfrie. Det var en god start der virkelig også bragte smilene frem på samtlige af MVK’s spillere, - på banen såvel som på bænken. Koldings spillere, not so much. Sættet endte 19-25 til hjemmedrengene.

2.sæt var lidt ligesom en god powernap. 27 minutter og rigtig tilfredsstillende. Med solide præstationer fra de 2 nye additions til holdet: Jesper Elkjær og Laurits Bahl, tog Midtfyn føringen og holdt den resten af kampen.

3.sæt startede som de andre med en føring fra Midtfyn op til 17-11, hvor så Dansk volleyballs mest kontroversielle beslutning absolut nogensinde bliver taget af 2. dommeren. Grundet opstillingsfejl og et omdiskuteret 7-tal får Midtfyn frataget alle deres point og starter sættet forfra 0-11. Sættet ender 19-25 til Kolding efter en brav kamp, hvor mange af Midtfyns point blev vundet af en anden ny spiller på holdet: Anders Sørensen, der med en imponerende præstation satte sig i respekt over for Kolding.

4. sæt startede lidt sløvt, men med nogle bolde som Kolding ikke havde set - selv hvis de ramte dem i hovedet, lagde Anders Elsborg låg på kampen. En nådesløs performance fra Jesper Brokmose og Markus Svendsen må heller ikke gå unævnt hen. De var der når der var brug for det. Sættet endte meget tæt 29-27 og MVK vandt dermed 3-1 i sæt mod Kolding.

Henrik Jørgensen gav en bajer for det gode niveau og den gode energi der herskede gennem hele kampen og Jesper Elkær tog titlen som kampens spiller.

 


 

 

Midtfyns Volleyballklub har til sæsonen 2018/19 ligesom sidste år tilmeldt et hold i Danmarksserien. Holdet bygger på en blanding af tidligere divisions- og danmarksserie-spillere samt kræfter fra andre dele af klubben.

Holdet forventes at kunne placere sig i den øverste halvdel af serien, - og dyster nok også i denne sæson med om at vinde kredspokalen, -  ligesom de 2 forrige års sejre, og sidste års finaleplads. Vi krydser fingre for en god sæson!

Senere vil du kunne se kampprogram og stilling her på siden.

 

Træner: Henrik Favrelle

 

DSH100218 TLP 2419 

 


 

 

Vi tog afsted mod – for nogen – ukendt land. Det meget flade, men meget solrige Jylland. Mere specifikt var Nordenskov’s Helle haller målet. Holdet, som vi skulle møde, var også ret ukendt. Var de juniorspillere fra de forrige sæsoner eller var det folk, der var blevet tilovers på Nordenskovs elitehold? Det var nok en del juniorspillere, der var vokset lidt, garneret med ældre og mere rutinerede kræfter.

Vi fandt hurtig ud af at de var lidt bedre end os. I hvert fald til at komme i gang. Vi tabte 1. sæt, hvor intet rigtigt fungerede. Alle beviste, at de sagtens kunne stå de forkerte steder, at de alle kunne smashe eller loppe i nettet – enten midt i nettet eller meget hårdt i nettet. Vi var også nogle stykker, der beviste, at vi kunne slå både langt og upræcist. Vi var ca. lige dårlige/gode, hvilket til tider kan skabe en helhed.

Måske pga. det, - eller pga. nogle omrokeringer, kom der mere styr på det hele i 2. sæt, som vi vandt. Kan dog ikke huske scoreren, men lad os sige, at det var stort.

3. og 4. sæt var ikke lige så dårlige som første, men heller ikke så gode som 2., så dem tabte vi også . Igen har jeg ikke styr på sætcifrene. Måske fordi jeg ikke kunne finde et kampskema, måske fordi jeg har fortrængt det.
Vi tabte til et lidt bedre hold, som lavede færre fejl end os. Det er ligesom hørt før. Det er også hørt før, at dommeren dømte imod os, hvilket han helt sikkert også gjorde.
Han lavede dog ikke flere fejl end os, så derfor blev kampen 3-1 til Nordenskov.

Vi lavede dog også en del meget flotte detaljer bl.a. AC’s loftbold skabte meget glæde i den fynske lejr. Det samme gjorde den gyldne gryde i cafeteriet efter kampen.
Kampens spiller: Jesper Brokmose.